
Ministerbesøg satte fokus: Skal grønne områder også skabe leg og fællesskab?
9. december, 2025 | Mikael Bjørnskov, Adm. direktør, KOMPAN Danmark & Norge
I går, mandag den 8. december, havde jeg fornøjelsen af at byde ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, velkommen til en samtale med KOMPAN. Samtalen fandt sted på Egeskov Slot og handlede om en af de største grønne transformationer i nyere tid – 10 procent af landets landbrugsjord skal omdannes til natur og skov, og næsten en milliard træer skal plantes over de næste 20 år. Det er ambitiøst og det kommer til at ændre Danmark.
For mig rejser det et vigtigt spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at de nye skovområder ikke bare bliver grønne pletter på kortet, men steder, der skaber værdi for mennesker? Steder for børn, der har brug for plads til leg og læring. For borgere, der har brug for mødesteder og fællesskab. For foreninger, der har brug for rammer til aktivitet.
Det er netop derfor, vi tog turen til Egeskov Slot sammen med ministeren. Her har vi et samarbejde med Egeskov Slot, der viser, hvordan natur og oplevelser kan gå hånd i hånd. Det handler ikke om dyre prestigeprojekter, men om at tænke helhedsorienteret. Når vi planter skov, kan vi samtidig skabe rammer for leg, bevægelse og fællesskab. Det kræver, at vi inddrager lokale aktører og designer områder, der kan bruges i hverdagen af skoler, daginstitutioner, foreninger og borgere.
Vi spurgte ministeren, om leg og fysisk aktivitet kan blive en del af omlægningen til ny natur. Hans svar var klart:
- “Når vi får så meget mere skov, skal der være plads til det hele (...) Det skal give os mulighed for at komme ud i naturen (...) Og selvfølgelig skal man også kunne bruge skoven til leg”.
De spørgsmål, vi skal have med i planlægningen
Jeg ved, at mange sidder med bekymringer. Hvem skal tage ansvar for drift og vedligehold, når budgetterne er pressede? Hvordan får vi det til at passe ind i en stram kommunal økonomi? Og hvordan sikrer vi, at det bliver lokalt forankret? Det er helt legitime spørgsmål, og det er spørgsmål der bør være med i planlægningen fra starten.
Omlægningsplanerne
Netop nu arbejder kommunerne sammen med lokale treparter om at færdiggøre 23 omlægningsplaner, der skal være klar inden udgangen af 2025. Planerne skal ikke kun bidrage til målsætningerne for kvælstof og lavbund, men også opgøre, hvordan de understøtter skovrejsning og øvrige naturprojekter. Her ser vi en oplagt mulighed for at tænke helhedsorienteret. Når nye skovområder etableres, kan de samtidig skabe rammer for leg, bevægelse og levende grønne fællesskaber. Ved at integrere løsninger, der styrker både natur og menneskers trivsel, kan kommunerne opfylde planernes formål og skabe områder, der bliver en aktiv del af hverdagen for skoler, foreninger og borgere.
En mulighed, vi ikke må lade gå forbi
Ministerens besøg viste, at vi står midt i en mulighed for at skabe grønne områder, der ikke kun er gode for klimaet, men også for mennesker. Hvis vi griber den, kan vi skabe rammer, der styrker fællesskab, sundhed og læring og som bliver en naturlig del af hverdagen.
Jeg glæder mig til at se, hvordan vi sammen kan omsætte ambitionerne til konkrete løsninger, der gør de nye grønne områder til levende mødesteder for både natur og mennesker.
Vi står altid klar til en samtale om jeres behov og til at drøfte anbefalingerne for, hvordan vi sammen kan skabe områder, hvor natur og oplevelser går hånd i hånd.
Adm. direktør, KOMPAN Danmark & Norge
Mikael Bjørnskov
Mikael Bjørnskov er administrerende direktør i KOMPAN Danmark & Norge, som er en global leder inden for produktion af legeplads- og fitnessudstyr. Mikael er kendt for sin dedikation til innovation og bæredygtighed. Han arbejder aktivt for at fremme grønnere og mere ansvarlige indkøb i stat og kommuner, med stort fokus på at reducere CO₂-udledninger.
Lad os høre fra dig
Giv din mening tilkende og udfyld dine kontaktoplysninger, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Sæt kryds i boksen og tilmeld dig vores nyhedsbrev med tilbud og inspiration.






