børn leger på en legeplads i en børnehave

Legen er under pres: Vi skylder vores børn at skabe bedre rammer

3. juni, 2025 | Mikael Bjørnskov, Adm. direktør, KOMPAN Danmark & Norge, Charlotte Pawlowski, lektor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet

En ny national undersøgelse gennemført af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Danmarks Evalueringsinstitut på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet slår fast, at legen er udfordret i danske børnehaver og vuggestuer. Det bekræfter desværre, hvad vi længe har vidst. Det er derfor tid til at bruge den viden, vi har om leg, så vi kan løfte vores børns trivsel.

At børn leger mindre sammen fysisk end nogensinde før, er vi blevet advaret om i en årrække. Og med den nationale undersøgelse, som blev offentliggjort for nyligt, bliver vi endnu engang bekræftet i, at børns leg har trange kår. Resultaterne fra undersøgelsen af kvaliteten i daginstitutioner for de 3-5-årige børn spejler i vid udstrækning resultaterne for undersøgelsen af dagtilbud for de 0-2-årige børn, som blev offentliggjort i maj 2023.

Samlet set peger de to nationale undersøgelser på seks fælles udviklingsbehov, herunder ”børns legemuligheder” og ”støtten til børns indbyrdes samspil, relationer og fællesskaber”.

Også denne gang råber politikere, eksperter og organisationer vagt i gevær. Men hvorfor griber vi ikke til den viden, vi allerede har? For når kun 9 procent af børnehavestuerne bliver vurderet som ”gode”, det vil sige, at børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse bliver understøttet, så er der behov for, at vi handler på den viden, vi har.

Stimulerende legemiljøer fremmer lysten til leg

Vi ved blandt andet fra en omfattende undersøgelse fra Institut for Idræt ved Københavns Universitet*, at man kan fremme børns leg ved at øge antallet og variationen af legeredskaber i fritidshjem og SFO´er. Undersøgelsen viser også, at bevidste pædagoger kan stimulere børns leg. Så når den nye nationale undersøgelse slår fast, at der er en vigtig pædagogisk opgave i at facilitere legen, er det kendt viden. Selvom forskningsresultaterne fra Københavns Universitet gælder skolebørn i 7-10 års-alderen, er det et sted at starte. World Playground Reasearch institute, som er en del af Syddansk Universitet, har indgået et samarbejde med legepladsproducenten KOMPAN, som sammen har søsat et andet stort forskningsprojekt om stimulerende legemiljøer. Baggrunden for undersøgelsen er, at forskningen peger på en stigning i børn, der mistrives, og som har svært ved at interagere med andre børn i uorganiserede rammer som frikvarteret i skolegården.

Selvom der også her er tale om forskning på skoleområdet, vil resultaterne også være relevante i arbejdet med at finde løsninger, der kan forbedre trivslen hos børn i dagtilbud. Der bliver stadig mindre plads til leg i byrummene. Og når også legemiljøerne i vuggestuerne, børnehaverne og skolerne, hvor vores børn bruger størstedelen af deres tid, får dumpekarakterer, så får man lyst til at spørge: Er der en voksen til stede? Ifølge FNs Børnekonvention er leg en menneskeret. Den 11. juni fejrer vi den Internationale Dag for Leg verden over. Lad os bruge FNs mærkedag som en anledning til at sætte i gang. Vi har ikke brug for mere snak. Vi har brug for handling. Det skylder vi børnene.

*Original artikel: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20683091/

Find også indlægget på danskekommuner.dk

Adm. direktør, KOMPAN Danmark & Norge

Mikael Bjørnskov

Mikael Bjørnskov er administrerende direktør i KOMPAN Danmark & Norge, som er en global leder inden for produktion af legeplads- og fitnessudstyr. Mikael er kendt for sin dedikation til innovation og bæredygtighed. Han arbejder aktivt for at fremme grønnere og mere ansvarlige indkøb i stat og kommuner, med stort fokus på at reducere CO₂-udledninger.

Lad os høre fra dig

Giv din mening tilkende og udfyld dine kontaktoplysninger, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Sæt kryds i boksen og tilmeld dig vores nyhedsbrev med tilbud og inspiration.